Hvad sker der med MobilePay i klinikken?

Tuk tuk-tuk – du kender lyden. Du har lige betalt med MobilePay. En herlig betalingsløsning, som oven i købet er gratis for dig som forbruger.


Det er den ikke for de, som – professionelt – modtager dine penge. Men hidtil har prisen været fair.
For en lille biks som min – med ca 250 månedlige betalinger ser regnestykket således ud: Abonnement pr måned: 49,00kr og 250 x 0,60kr = 199kr.


“Nu gør vi din betaling mere simpel” stod der i mailen fra MobilePay. Så ved man at det bliver dyrt!
Nu indfører MobilePay (som jo indtager en ret monopolistisk position) et gebyr, som andrager 0,99% af transaktionens størrelse. Logikken må være, at computerne hos MobilePay, der flyttet rundt med danskernes milliarder, bruger mere strøm – eller tid – hvis de flytter 1000kr end hvis de flyttet 10.


Konsekvensen for min lille biks (baseret på august tal) er en stigning fra små 200kr til et pænt stykke over 500.
En prisstigning på 200-300%.
Tænk hvis den gennemsnitlige transaktion var 10.000. Så ville gebyret stige fra 0,80kr til 100kr – en stigning på 125 gange prisen – så meget stiger varerne vist ikke engang i de værste bananrepublikker).

Hvad betyder det? Hvis man lytter på vandrørene betyder det at mange små virksomheder fravælger MobilePay og beder om kontanter i stedet. Ud over at det er noget bøvl, får det sikkert også en konsekvens for omfanget af sort økonomi i samfundet.


Andre vil – uden tvivl – sende regningen videre til forbrugeren med en form for ‘gebyr’ eller prisstigning (som må lande på fx 10kr for at tage højde for skat mv).


Hos MASSAGE i Haderslev vil den umiddelbare reaktion være: Ingenting. Vi ser om ikke det går. Men selv i et land, hvor vi synes at mekanismer som udbud og efterspørgsel mv skal afgøre priserne, så bliver vi nødt til at forholde os til, hvordan – og hvor pengegrisk – man må agere når man sidder på så afgørende en del af markedet. Nøjagtig som man må når forsyningsselskaber mv hensynsløst kan berige sig på samfundets bekostning uden nogen som helst rimelig sammenhæng med egen kostpris.


“Du kan da bare lade være at tage imod MobilePay” lyder det “Kloge-Åge agtigt”. Selvfølgelig kan jeg det – men det vil jeg ikke. Jeg kunne blot tænke mig et samfund, hvor selv store virksomheder opførte sig ordentligt.
Som hørt så mange gange før: De værste banditter er iklædt habitter.

Velkommen i fremtiden – også med dit MobilePay

Til toppen