Om Peter

PETER RASMUSSEN

30 år med passion og engagement

Da Peter Rasmussen tog sit første massage kursus tilbage i 1989 var det helt store mål, at kunne forebygge og behandle sportsskader. Og de første mange år var det primært i sportens verden han slog sine folder.
Peter arbejdede især med skader indenfor fodbold, men hen over årene er det blevet til skadesbehandling indenfor utallige sportsgrene, ligesom forebyggelse af skader har haft stor fokus.

Det var derfor logisk at overføre viden og rutiner fra sportens verden til hverdagen udenfor sport. Og så var Peters arbejde med at forebygge smerter og problemer i forbindelse med job og hverdagsliv i gang. Behandling og egen indsats som kan begrænse problemer ved tungt og ensformigt – og stressende – arbejde, var Peter meget tidligt i gang med. Og hele konceptet med en personlig plan med både behandling og egen indsats blev begyndelsen på det, som i dag fylder allermest i Peters kalender, ‘Forløbsbehandling’.

Peter hylder begrebet ‘intuitiv massage’, som betyder at såvel massageteknikker som dybde og styrke tilpasses klientens til enhver tid gældende behov. På den måde sikres effektiv behandling, som ikke er unødvendig smertefuld.

Læs om forskellige behandlings/massage former her

Krop & psyke – med mere

Da Peter, i begyndelsen af 0’erne, blev stærkt involveret i fx behandling af spiseforstyrrede – og andre med psykiske problemer, fik det stor indflydelse på hans måde at arbejde på. Forståelsen af kroppens kompleksitet, sammenhæng mellem fysik og psyke, behandling med ultimativ respekt for kroppen samt evnen til at finde selv de mindste ‘strå’ og få dem til at ‘slå rod og vokse’ blev nye værktøjer, som den dag i dag bruges flittigt i behandlingerne.

Efter dannelsen af MASSAGE i Haderslev, i 2007, har Peters fokus været behandling af smerter, gener, problemer og begrænsninger.
Med udgangspunkt i en stærk forståelse af kroppens årsager og sammenhænge, i koblingen imellem fysik og psyke samt en ultimativ respekt på krop og psyke, arbejder Peter – ofte i forløb – med mange forskellige smerte og gene-problematikker. Også problematikker, som det kommer bag på de fleste at man kan lindre og måske fjerne.

Siden de spæde skridt i 1989 har massagen været en bibeskæftigelse for Peter. Trods en passioneret og engageret indstilling har klinikken været en hobbybeskæftigelse. Men det ændrede sig i 2017.
Her forlod Peter nemlig avisbranchen, hvor han var journalist og lokalredaktør. Nu skulle MASSAGE i Haderslev have den fulde opmærksomhed. Og alle de tanker, planer og drømme, som Peter havde skulle prøves af.
Og virkeligheden har fuldt ud levet op til drømmene. Der har været travlt fra ‘dag ét’ og de helhedsorienterede forløbsbehandlinger viser deres effekt overfor smerte-/geneområder som migræne, hovedpiner, muskel- og ledsmerter, maveproblemer, menstruationssmerter, dårligt kredsløb og lige så dårlig søvn.

Nu også med nåle

Det var en mangeårig drøm, som gik i opfyldelse da Peter, i 2018, kunne skrive ‘akupunktør’ på visitkortet.

Både som selvstændig behandling og i kombination med massagen er akupunkturen et fantastisk værktøj. Peter valgte at satse på den såkaldte ‘BMS akupunktur®’. Det er en akupunktur, som har sine rødder i den klassiske kinesiske akupunktur – især ‘Master Tung’, men som er blevet ‘moderniseret’ således at man lettere kan beregne kroppens referencepunkter og man kan undgå at nåle skal stikkes i områder på kroppen, som indebærer en risiko for klienten.

I dag behandler Peter smerter med BMS ® akupunktur, et utal af lidelser med Master Tung akupunktur, samt stress- og psyke med såvel øre-, som skalp- og kropsakupunktur.

Læs mere om akupunktur her

Peter privat

Privat er Peter en årgang 1962. Han blev født i Fruens Bøge i Odense og gift med endnu en fynbo, Yvonne. De blev gift i 1993, så de kunne fejre sølvbryllup i 2018. Parret har ikke børn.

Siden 1982 har Peter boet i Sønderjylland, hvor han har arbejdet hos Farvenyt i Vojens, Davidsen A/S, Vojens Daghøjskole, Vestkysten, JydskeVestkysten, Budstikken samt JyllandsPosten/Politikens Lokalaviser. Siden sommeren 2017 har MASSAGE i Haderslev været Peters fuldtidsbeskæftigelse.

Når det ikke handler om arbejde, nyder Peter at rejse, tage ud at spise samt pleje venskaber. Fritiden har i stor udstrækning været brugt i foreningslivet. Blandt andet har Peter været formand/sportschef for damefodbolden i først Vojens BI og siden SønderjyskE fra 1987 og frem til 2010.