Når man har sine hænder i olie 60-70 timer om ugen, finder man hurtigt ud af, om en olie er af god kvalitet.
Hos MASSAGE i Haderslev handler det naturligvis ikke kun om, hvad jeg selv synes – men også om, at du som klient bliver behandlet med en olie af super god kvalitet. Her i klinikken anvender jeg typisk disse tre olier:
Det primære valg:
Langt de fleste vil blive masseret med ‘Pure Organic Massage Oil’ fra EarthLite. En virkelig god olie, som huden kan lide og som gør massagen rar. Den er naturligvis helt uden kemi og alle ingredienser er 100% økologisk certificerede. Olien er næsten uden duft og meget let at vaske ud af tøjet, hvor der er kommet olie på. Olien er meget allergivenlig – den er nøddefri, primært baseret på tidsel- og solsikkeolie.
De sekundære valg:
Hvis der er behov for en lidt ‘tungere’ og fyldigere olie, anvender jeg ofte ‘Nourishing Natural Nut Massage Oil’, der ligeledes er fra EarthLite. Olien er baseret på sød mandelolie, kombineret med abrikoskerne- og kokosolie. Den har lidt mere duft og fedter lidt mere, men er rigtig god for hud og hår. Olien er desuden antibakteriel og svampedræbende.
Ny olie i klinikken er desuden ‘Biotone Clear Results Massage Oil’, der er baseret på olie fra Aloe Vera og Jojoba (som man fx kender fra babyolie). Det er en meget fin og glat olie, som giver en god fugt til huden. Desuden er denne olie let at vaske ud af tøjet.
Aktive cremer og salver:
Ud over disse olier, hvis primære formål altid er, at begrænse gnidningsmodstanden under massagen, findes der – i klinikken – også en serie cremer/salver, som har et indhold, som giver en effekt i hud, muskler osv. Det er produkter som ‘Heat Lotion’, ‘Cooling Lotion’ og ‘MSM Creme’. Alle fra Forever Living. Samt ‘Renu 28’ fra ASEA.