Lea kom ned i klinikken sammen med veninden Maja, som af og til kommer.
Nu havde hun ‘lokket’ Lea med. Det var tydeligt at hun var ukomfortabel ved situationen.
Lea skulle have en massage og da jeg kunne fortælle hende, at det giver god mening at hun slås med smerter, træthed og uro i kroppen.
-kan du mærke det? spurgte hun igen og igen.
-jeg var så bange for at du skulle sige, at der ikke var noget, sagde hun.
Vi snakkede lidt om, at det altid er svært når det man kæmper med er usynligt. Og det har virkelig plaget Lea meget.
-der er ingen der tror på mig. Mine forældre er sådan nogle, som siger at man bare skal tage sig sammen, sukker hun.
Veninden Maja var tydeligt rørt. Hun har jo hele tiden vidst hvordan det stod til, og hvor meget det stresser Lea.
Nu fik vi lagt en plan. Massagen gør Lea godt, men det er i kombinationen med akupunkturen at det bliver rigtig godt. Lea er godt nok ikke just vild med nåle, men hun tager godt imod og hun tror på det.
Det går allerede meget bedre med Lea, men det som var allerbedst var at hun blev taget alvorligt – både af veninden Maja og mig.