Et billede taget på et tidspunkt, hvor kurven for alvor begyndte at vende opad. Taget den 18. maj, hvor man kunne begynde at se en form for målstreg forude. – Dag 87.
Dette er en lang, men jeg synes også vigtig, historie. En historie, som tog sin begyndelse en meget tidlig morgen, den 20. februar 2025 – og som i den grad ændrede mit liv.
Jeg skriver denne historie for at fortælle hvor livsomvæltende sådan et forløb er, men især som en hyldest til alle de mange mennesker, fagfolk af alle slags, flex taxi chauffører, frivillige og mange andre, jeg har mødt på vejen. Og som alle har gjort en stor forskel.
Jeg vil gerne understrege, at jeg anerkender at andre kan have meget negative oplevelser med vort velfærdssystem. Men dette er MINE oplevelser – råt for usødet.
Det begyndte med et fald
Det hele tog sin begyndelse klokken ca. 04.00 om morgenen den 20. februar. Jeg skulle ud for at lade vandet, hvilket jeg gjorde et utal af gange hver nat. Denne gang var anderledes. Det var svært, at komme ud af sengen, men det lykkedes. Dog kun i nogle sekunder, så faldt jeg omkuld – ind i en kommode og en dør. Min kone røg ud af sengen ved det høje brag, og råbte: Vi skal ringe 112!
-Tag det roligt, sagde jeg. Jeg skal lige op på knæene så jeg kan sidde på sengen. Jeg kunne godt høre, at min stemme lød ‘ulden’. Og efter 15 minutters voldsom kamp for at komme op, ringede jeg 112. Højre arm, højre ben og højre del af ansigtet var helt væk. Så kunne jeg godt gætte, hvad der var sket.
Min ambulance debut
Så kom der to store, stærke ambulance reddere og det var heldigt at de var så stærke. Kun ved hjælp af en såkaldt trappestol og en god portion muskelstyrke fik de mig ned fra første sal, og lagt på en båre. Og så ventede mit liv s første tur i ambulance.
En meget ramt Peter, som efter en dag på FAM i Aabenraa var overflyttet til Hjerne- Nerve afdelingen på Aabenraa Sygehus den 21. februar 2025. – Dag 2.
Jeg har aldrig i mit liv været så syg, at jeg kom på sygehuset. Jeg har næsten aldrig været ved læge og har aldrig fået medicin. Men det blev der lavet om på nu.
Man var ret sikker på, at jeg havde fået en blodprop og førstedagen bød på hele to CT scanninger (med og uden kontrastvæske). Næste dag blev det bekræftet af en MR scanning. Men der var mange andre undersøgelser. Elektroder på overkroppen overvågede hjerte og utallige blodprøver viste, at der var brug for lidt af hvert. Kolesterol tallet var tårn højt, blodtrykket ligeså og så var jeg bimlende sukkersyg. Blodsukkeret blev målt til 22 (langtidsblodsukker 101). Det er – mildt sagt – noget skidt.
Den udgave af mig, som lå der på FAM (Fælles Akut Modtagelse) kunne intet. Jeg var bare en klump kød i en seng. Derfor lykkedes mig da også – trods mine ihærdige forsøg på det modsatte – at tisse gentagne gange i sengen. Også da personalet, med megen møje, forsøgte at flytte mig med en såkaldt Sara Steady. Det blev mit første møde med den fantastiske, omsorgsfulde, empatiske indstilling, som prægede sygeplejersker og SOSU’er. Og det blev kun begyndelsen på en masse fantastiske oplevelser. Det er svært, at man ikke selv kan komme på toilet, få tøj på og gå i bad. Men den måde man tacklede det på har for altid fået min dybeste respekt.
Der er visse sundhedsfaglige personer, som virkelig fortjener at blive fremhævet, men jeg ved jo ikke om man ønsker sit navn nævnt. Så jeg lader alle være anonyme.
Farvel til FAM goddag til Hjerne – Nerve
Ved ankomsten til Hjerne- Nerveafdelingen blev jeg modtaget af en sygeplejerske, som introducerede mig for en personlig tavle, hvor der blandt andet stod navnene på de sygeplejersker og SOSU’er som havde vagt – og så kunne man læse hvad der ventede, fx hjerte- og MR scanning.
Når man ligger der, ude af stand til at flytte sig fem centimeter i sengen, og slet ikke kan komme ud af samme – for at komme på toilettet, ser det lidt sort ud. Og så er det lidt vildt, at der kommer en smilende fysioterapeut og siger: Nå, vi skal have dig ud af den seng. Senge er kun for de syge! Senere skulle jeg indrømme, at hun vidste hvad hun snakkede om.
Men før vi kom så langt skulle jeg først stifte bekendtskab med en talepædagog og en ergo terapeut. En undersøgelse overbeviste talepædagogen om, at jeg godt kunne tale, det lamme ansigt fik det bare til at lyde dumt. Og hele hovedet blev lynhurtigt træt.
Hun gav mig nogle tips og 10 a4 ark med håbløse ord, der er svære at udtale. Og så var det bare at øve sig. Det nåede jeg ikke i første omgang, for så stod der en ergo terapeut på stuen.
Ergo terapeuten satte mig til at træne med dette solitaire spil. De drilske orange ‘brikker’ endte ustandselig på gulvet. Dag 3.
Ergo terapeuten satte gang i min finmotoriske træning allerede med det samme. Hun introducerede mig til et såkaldt ‘solitaire’ spil. Der skal man tage nogle små orange brikker i en skål og sætte dem ned i nogle huller på spillepladen. Uden at hjælpe den lamme arm, forstås.
Det var et syn for guder! Gang på gang endte det hele på gulvet og det var en sejr, hver gang der kom en brik i et hul. Havde man trænet i bare 20 minutter var man træt som efter et maraton. Men personalet var ufatteligt tålmodige med mig, og samlede brikkerne op. Og de heppede helt vildt på mig.
Fysioterapeuten vendte tilbage – igen med et bredt smil på. Og hun sagde: Nå, skulle vi se at få dig ud af den seng?
Jeg nåede lige at tænke: In your dreams. Så kom hun trillende med en underlig ting. En såkaldt “høj gangstol” eller populært en ‘Præstestol’. En slags ting, hvor man hænger i sine arme og går så godt man kan med benene. Det var lidt svært at hænge i en lam arm, men ‘tingesten’ havde en motor som kunne hejse én op og ned. I løbet af nogle timer tøffede jeg nogle meter rundt på stuen og ud på toilettet.
Mødet med B
Det var også denne dag jeg mødte B (som jeg selvfølgelig godt ved hvad hedder – men det er det med at være anonym). B er sygeplejerske-studerende og var i praktik på afdelingen. Hun blev knyttet til mig som patient en hel uge og var der derfor i alle de timer hendes vagtplan rummede. Af alle de fantastiske mennesker som har haft betydning for min ‘rejse’ vil B altid være noget helt særligt. Hun var en enorm støtte som – ud over alle de “sygeplejerske-faglige” ting som undersøgelser, madbestilling, bade osv var en kæmpe motivationsfaktor. Hun fik mig ud af sengen og – i takt med at jeg kom i gang med rollator – pløjede hun gangene tynde sammen med mig. Kære B, jeg skylder dig så stor tak.
Men ellers var der MR- og hjerte-scanning på programmet og det var en stor lettelse at få ‘dommen’. Hjertet var i god form og MR-scanningen viste, hvad lægerne allerede havde forudset, at det var en blodprop i hjernestammen i venstre side. Og det gav god mening med de omfattende lammelser.
Farvel til præstestolen
På stuen var jeg blevet rigtig glad for præstestolen. Jeg humpede meget rundt på stuen og havde endda været ude på gangen et par gange.
-Det går jo godt, sagde den søde fysioterapeut (som jeg – for sjovt – kaldte ‘psykopaten’ bag hendes ryg).
-Så kan vi godt tage gangstolen fra dig. Så må du lære at bruge den der, fortsatte hun og pegede på en meget spinkel konstruktion med hjul – en rollator. Og så smilede hun endnu bredere.
Nu skal det jo ikke handle og undersøgelser og træning det hele. Maden på de sønderjyske sygehuse er formidabel. “Folk spiser mere og heler bedre, hvis maden er god”, hedder tankerne bag. Og det lever man op til. Jeg spiste fast øllebrød til frokost. Det forenede smagen af min bedstemors øllebrød med god ske-træning for højre hånd.
Nå- med megen vaklen, og en del hjælp, fik de mig op at stå med rollatoren, som jeg klamrede mig til. Den blev dog hurtigt min ven, selvom det højre ben havde svært ved at følge med. Det var stadig umuligt at komme ud af sengen, men når jeg var ude kunne jeg fx gå på toilettet. Toiletterne er meget handicapvenlige, men mærkeligt at der ikke er lavet noget man kan klamre sig til når man vasker hænder.
Jeg humpede rundt på stuen, og både fysioterapeuterne og B gik talrige ture op og ned at gangene. Og jeg var helt stolt da jeg viste hvad jeg kunne til den ledende fysioterapeut (psykopaten). Hun så på mig, og sagde så: Er der ikke noget med at I har trapper hjemme ved jer?
Der ramte hun noget, som jeg selv havde tænkt meget over. Skulle der monteres en sygeseng i stuen? Og hvad med bad? Men det havde hun da løsningen på:
Så skal vi ud at gå på trapper, sagde hun. Igen det brede smil. Jeg kunne godt fornemme, at jeg blev bleg.
Først skal vi have styr på teknikken, sagde hun og vi gik hen i et træningsrum, hvor man havde en ‘trænings trappe’. Og jeg lærte at gå op og bakke ned. Det gik faktisk OK, selv om at sveden kom frem på panden.
Så tager vi en rigtig trappe næste gang, sagde ‘psykopaten’. Ja selvfølgelig, hørte jeg mig selv stamme.
Trapperne på Aabenraa Sygehus er ikke for børn. 25 trin hver vej. Man tror det er løgn, men jeg kom både op og ned (dog med et par hvilepauser hver vej). Dag 5.
Mødet om fremtiden
Det var travle dage i Aabenraa. Træninger og undersøgelser fulgte hinanden. Og man fornemmede tydeligere og tydeligere at tiden efter indlæggelsen nærmede sig. Det var mildt sagt lidt skræmmede.
Så kom U (der er sygeplejerske) og fortalte at der skulle være et møde, som min kone gerne skulle deltage. Og hun var ikke den eneste. Alle mulige fra afdelingen – læge, sygeplejerske, SOSU, fysioterapeut og B. Dertil min kone og jeg – og via en skype forbindelse en masse folk fra Haderslev Kommune: Hjerneskade koordinator, hjemmepleje, sygeplejerske, ergo- og fysioterapeut og meget mere. Og så blev hele forløbet efter udskrivelsen ellers planlagt.
Var lige ved at komme på plejehjem.
Haderslev Kommunes såkaldte ‘fremskudte team’ var i vores hjem og kunne se at det ville blive svært. Svært at etablere en ordentlig arbejdsplads for de medarbejdere som skulle pleje mig. Så lederen ringede og tilbød mig et ophold på Frederik IXs plejecenter.
Da vi havde snakket lidt og jeg fortalte at jeg sikkert kunne komme og og ned af trappen, nok kunne tage bad og selv smøre mad, blev der ændret lidt i planerne.
Jeg fik monteret en ‘rampe’ ved hoveddøren, en badebænk og to rollatorer (en til 1. sal og en til stuen). Og så kom der ellers et stærkt hold af ergo- og fysioterapeuter, hjemmehjælp, sygeplejersker mm på besøg – for at lave en plan.
Så landede man hjemme efter otte dage på sygehuset. Rimeligt lam i arm, ben og den ene halvdel af ansigtet. Men i live og ved godt mod. Dag 8.
Livet derhjemme og i hjerneskade-centeret
Livet derhjemme er slet ikke så tosset. Naboer, familie og venner tog godt imod og der var meget tid at træne i. Der var både træning i form at spadsereture med rollatoren og den finmotoriske træning, primært af arm og hånd.
Et nyt syn i Skjoldsparken. En gammel, temmelig overvægtig, mand som humpede rundt med rollator. I begyndelsen ledsaget af min kone, men hurtigt også alene. Dag 14.
Tre gange om ugen var der træning i kommunens hjerneskade-center på Kong Frederik IX’s plejecenter. I begyndelsen var det én gang styrketræning, én gang balancetræning og én gang ergoterapeutisk træning. Ret hurtigt blev den sidste slags vekslet til en ekstra gang balancetræning.
Mødet med hjerneskade-centeret i Haderslev har været meget positivt. Ergoterapeuten L og fysioterapeuten T gør et fantastisk arbejde og det er i høj grad deres fortjeneste, at man genvinder en stor del af det funktionsniveau man havde en gang, Hver gang man tager hjem fra træning er man udmattet men også fyldt op med vigtig viden om, hvordan man kommer det næste skridt fremad.
Hjerneskade-centeret på Kong Frederik IX har spillet en kæmpe rolle i min vej tilbage. Dag 46.
Det er også i samarbejde med L og T, at det er blevet muligt at påbegynde at arbejde igen.
Men før jeg kom dertil var der en lang og slidsom rejse, som heldigvis har været fuld af små sejre. Som fx da jeg for første gang kom med ud at handle eller da jeg for første gang besøgte klinikken. Det er sådan nogle oplevelser, som giver næring til at man for alvor kæmper på at vende tilbage.
Første gang i klinikken – blot for at indsnuse atmosfæren – men det holder gang i drømmen om at vende tilbage. Dag 45.
Dagens praktiske udfordringer
Naturligt nok rammes man af et kørselsforbud når man får en blodprop i hjernen. Tre måneder i første omgang. Det betød mange mange ture i flextaxa. Næsten dagligt er jeg blevet hentet og bragt. I første omgang sammen med min rollator, siden med en krykke og til sidst helt uden. Det er en stor glæde, at vi har dette system så man – for en beskeden pris – kan kommer frem og tilbage. Stor tak til alle flex chauffører for at være omsorgsfulde og venlige.
Okay, dette billede var mest for fotografen men det varslede godt nyt. Stående på egne ben – dog med rollatoren i betryggende afstand. Dag 52.
Hjul blev til stok
Takket være den gode træning på hjerneskade-centeret blev det mere og mere sikkert at gå uden brug af rollatoren. Hvis afstandene ikke var for lange blev rollatoren afløst af en krykke. Og træningen blev for det meste gennemført helt uden brug af hjælpemidler – dog meget famlende. Og nu så man Peter i en ny version i Skjoldsparken. Nu med tre ben.
Nu er Peter kommet op at stå og ud at gå – uden rollator. Dag 49.
En rejse – også en meget lang rejse – består af en masse små skridt. Og efter et hav af små, famlende, skridt, begyndte jeg at gå helt uden krykke, stok og rollator. Og det er faktisk lykkedes uden de helt vilde styrt.
Også finmotorikken får det bedre og bedre. Jeg har prioriteret bevægelser, der er relevante for mit arbejde, men alt bliver bedre. Det, som nok stadig hænger noget er min håndskrift. Den må jeg bruge noget mere tid på. Men jeg kan da skrive under, hvis det behøves.
Det er ikke blevet til nok håndskrift træning endnu. Men man kommer jo et stykke ved at kunne skrive på telefon og computer. Og kunne skrive sin underskrift. Dag 45.
Igennem lang tid har vi – mine dygtige terapeuter og jeg – brugt mit arbejde som genoptræning. Det betyder, at søde klienter er blevet ‘prøvebehandlet’. Gratis men med den præmis at det er genoptræning. Og det har været en lille genistreg. Man kan aldrig finde træning, som er så funktionel som at massere og sætte akupunktur nåle i. Men vigtigt er det også, at denne aktivitet suppleres af den specialiserede træning ude på Kong Frederik IX.
Præcis på tre måneders dagen for blodproppen – den 20. maj – åbnede jeg langsomt op i klinikken. Få timer, men dejligt at være tilbage. Dag 89.
Og det var også i et tæt samråd med både terapeuter og konsulenten fra Jobcenter Haderslev, at jeg den 20.maj – præcis tre måneder efter blodproppen – kunne åbne forsigtigt op.
Planen var, at opstarten skulle ske meget kontrolleret og vi skulle lære af, hvorledes det gik. 14 timer om ugen var der åbent, og på de to træningsdage – mandage og torsdage – var der lukket.
Torsdag den 12. juni var der så møde igen. Og ny plan er en åbentid på lidt over 20 timer. Denne plan gælder for den næste periode på cirka fire uger.
29. maj blev mit kørselsforbud løftet. Det skete efter en kontrol på Hjerne- Nerveafdelingen på Aabenraa Sygehus. De var meget tilfreds med mig. Dag 98.
En meget stor dag var den 29. maj. Det var en dag, som var imødeset med en stor spænding – og en lille smule nervøsitet. Det var nemlig kontrol på Hjerne Nerve ambulatoriet i Aabenraa. En grundig kontrol, som ledte til at sygehuset afsluttede mig. Det betyder ikke, at rejsen er slut, men der er styr på sygdommen. Resten er op til egen læge og genoptrænings systemet.
Faktisk havde jeg glædet mig, for jeg er jo pavestolt over hvordan det indtil nu er gået. Og det blev en konge-oplevelse. Lægen testede mig i hoved og bagdel. Og på alle parametre så det fint ud. Så da jeg forlod sygehuset, kunne Yvonne, som var med, overlade mig bilnøglen. Hold da op, hvor jeg nød den køretur.
Undervejs i forløbet er der kommet styr på meget mere end træningen. Kolesterol, blodtryk og – ikke mindst blodsukker – er der styr på. Og det kan også ses på vægten. I skrivende stund er jeg blevet 18 kilo lettere, og jeg fortsætter. Dag 111.
Man kan roligt sige, at jeg begyndte min rejse ud fra næsten værst tænkelige udgangspunkt. Og det gode ved at det næsten ikke kan blive værre er, at at det kun kan blive bedre. Og det er det blevet.
Allerede i den første uge, imens jeg var indlagt, havde medicinen sin virkning. Kroppen kom i en form for balance, som den ikke havde været i, længe. Og siden er det blevet endnu bedre. Spændende bliver det naturligvis når jeg, på sigt, skal nedtrappe medicinen.
Aabenraa Sygehus har spillet en gigantisk rolle i hele mit forløb. Og jeg skylder alle på sygehuset, som jeg har haft kontakt til, en kæmpe stor tak. Jeg vil være jer evigt taknemmelig. Og det samme gælder alle i det kommunale system, som har haft med min ‘rejse’ at gøre.
En kæmpe stor tak
Min rejse er ikke slut endnu – langt fra. Men den er kommet så langt, at vi kan se at vi kommer i mål et godt sted.
Jeg begyndte som en stor klump kød, der ikke kunne flytte sig i sengen. I dag kan jeg fungere, også på arbejdet. Og jeg bliver hele tiden endnu bedre.
Rent helbredsmæssigt har jeg ikke haft det så godt i mange år.
Intet af dette kunne have ladet sig gøre uden den uvurderlige hjælp jeg har fået fra alle sider. Lige fra lægerne, sygeplejerskerne, sosu’erne, terapeuterne og alle andre på Aabenraa Sygehus til alle i det kommunale system, der også rummer terapeuter, hjemmehjælp, konsulenter og meget mere.
Også familie, venner, naboer og ikke mindst: Mine fantastiske klienter.
Jeg har ikke glemt en eneste af jer. Jeg vil være taknemmelig for jeres hjælp resten af mit liv.