Peter er for første gang i sit liv endt på sygehuset. Og selv om det var alvorligt, var det billigt sluppet.
Opdateret den 14. april 2025
Hvem denne tekst er skrevet for, ved jeg ikke. Men læs den hvis du gider. Jeg har mest skrevet den for at fortælle hvad man går igennem, og hvorledes det opleves når livet slår en kolbøtte. Mange fagpersoner er fremhævet i fortællingen, og naturligvis ved jeg hvad de hedder. Jeg har blot ikke brugt navne, jeg ved jo ikke om de vil finde det i orden.
At livet slår en kolbøtte. Det er faktisk et meget beskrivende udtryk. Selv om det ikke var en kolbøtte jeg slog den morgen. Det var helt præcist den 20. februar 2025 og klokken var lidt over 4.00. Jeg skulle ud at tisse og kunne godt mærke at noget var galt. Det var svært at komme ud af sengen og da jeg endelig kom ud, forsvandt mit ben under mig. Der var ingen kontakt til hverken højre ben eller højre arm. Jeg væltede rundt og trods hjælp fra min kone, kunne jeg ikke komme op.
Vi ringede efter en ambulance, som ankom ret hurtigt. Jeg nåede ikke at blive rigtig nervøs. Faktisk tænkte jeg mest på, at jeg havde ligget og tisset i bukserne, hvilket jeg synes var utrolig pinligt. Men de næste dage skulle blive meget mere grænseoverskridende.
For de to hærdebredde ambulancereddere ventede en kæmpe opgave med at få mig op fra gulvet og ned fra første sal. Jeg kunne ikke hjælpe til, for der var ingen kontakt til højre arm og ben. Men takket være en såkaldt ‘trappestol’ kom jeg ned af trappen til en båre. Og allerede i ambulancen påbegyndte paramedicineren behandlingen.
En dag på FAM
Når man ankommer til sygehuset med ambulance, ankommer man til FAM (Fælles Akut Modtagelse). Og selv om jeg kom lige midt i et vagtskifte blev jeg godt taget imod. Der ventede en masse prøver og undersøgelser, her iblandt en scanning af hovedet.
Der var selvfølgelig begrundet mistanke om blodproppen, men der var også tvivl om hvordan hjertet have det. Prøverne viste at jeg var bimlende sukkersyg (havde et blodsukker på 22 og et langtidsblodsukker på 101), jeg havde forhøjet kolesterol og højt blodtryk. Så det kunne være gået helt galt.
Overflyttet til Hjerne- Nerve afdelingen
Sidst på dagen blev jeg overflyttet til Hjerne- Nerve afdelingen (som tidligere hed Neurologisk afdeling).
På stuen blev jeg modtaget af en meget venlig sygeplejerske, som bød velkommen og forklarede hvad som skulle ske. Selv om det op til en weekend spildte man ikke tiden. Og alle de ting, som skulle ske var skrevet på en whiteboard tavle, så man kunne følge med.
Der ventede endnu et CT scanning, en MR scanning, en hjertescanning og meget mere. Og selv om alle undersøgelser endnu ikke var afsluttet, begyndte terapeuterne deres arbejde. Første ‘mand’ på listen var en talepædagog. Ligesom højre arm og ben var delvist lammet, var ansigtet det også. Og selvom talen sagtens kunne formes i hovedet, kom den meget mærkeligt ud af munden. Talepædagogen øvede ord med mig, og gav mig en mange sider lang liste men ord som er svære at sige. Det var også her jeg første gang for alvor mødte et nyt begreb: Hjernetræthed.
Op dukkede også både fysioterapeut og ergoterapeut. Med et ufatteligt humør og tro på mine evner, begyndte – allerede på andendagen – arbejdet med at få kroppen til at virke igen. Status på dette tidspunkt var en tyk, slap krop som ikke kunne flytte sig i sengen, ikke kunne komme op fra sengen og med en ‘død’ højre arm, som ikke engang kunne holde en ske.
“Det er vigtigt at komme ud af senge. Senge er kun for de syge,” sagde de.
Fysserne kom med en såkaldt ‘høj gangstol’ – også kaldet en ‘præstestol’ – som man kan hænge i, og som hjælper med at hæve og sænke kroppen. Så kunne man komme på toilettet og slæbe sig nogle meter rundt på stuen. Og ergoterapeuten gav mig værktøjer til at træne finmotorik i arm og hånd. Blandt andet nogle oversize perleplader og et såkaldt ‘solitaire’ spil, hvor små drilske brikker skulle flyttes fra hul til hul – hvilket var stort set umuligt. Brikkerne endte ofte på gulvet.
Én af mange benhårde træninger under sygehusopholdet var dette solitaire spil, hvor den lamme arm og hånd skulle håndtere de drilske brikker. Og sikke en tålmodighed personalet udviste, når jeg tabte brikkerne på gulvet.
‘En af de fagpersoner jeg mødte allerede på dag to var en sygeplejerskestuderende i praktik. Hun blev knyttet til én patient i hele indlæggelses perioden – mig. Det var fantastisk og hun fortjener virkelig en pris. Godt hjulpet af det øvrige personale, foretog hun en masse test, hjalp med træning, vaskede mig i alle ender og kanter, gik ture med mig (da jeg kom på rollator) og så videre. Uendeligt tålmodig motiverede hun mig til de næste skridt. Når alt det her er overstået er der mange jeg er taknemmelig overfor . og hun topper denne liste.
Undersøgelserne blev til vished. Jeg havde, som forventet, fået en blodprop (muligvis endda to) i hjerne stammen. Selve hjernen og hjertet blev heldigvis frikendt. Jeg fik samtidig konstateret diabetes 2 og højt kolesterol og ditto blodtryk. Men i takt med at medicinen fik effekt kunne jeg tydeligt mærke på kroppen at der skete en masse godt.
Jeg kunne også mærke, at bortset fra en hjerne som hurtigt blev træt, så var der ikke noget kognitivt galt. Det var ligesom om at forbindelser fra hjernen og ned til arm/hånd og ben/fod var blevet væk, men kunne genopdages. Man skulle ligesom lære at gå, stå, spise, børste tænder osv osv på ny.
Bedst som jeg var blevet tryg ved Præstestolen, kom ‘overfyssen’ (som jeg kom til at kalde psykopat, men det var kærligt ment, og det ved hun godt) og tog den fra mig. Så kan du bruge dén der, sagde hun og pegede på en lille tynd rollator. Det var angst prokerede men den blev min næstbedste ven på sygehuset, kun overgået af den sygeplejerskestuderende, som travede op og ned af gangene med mig.
Efter otte dage var det farvel til sygestuen på Aabenraa Sygehus. Jeg er dybt taknemmelig for jeres indsats.
“Hvordan bor I så derhjemme?” spurgte overfyssen, allerede da jeg var lidt komfortabel med rollatoren, selvom det højre ben slæbte lidt.
“Øhh vi har et hus i to plan med badeværelse og soveværelse ovenpå”, svarede jeg. Jeg havde allerede tænkt på, hvad der skulle ske efter udskrivelsen. Skulle der måske etableres en sygeseng i stuen, og hvad med bad og så videre.
“Jamen så skal vi ud og gå på trapper, lød det frejdigt fra ‘overfyssen’, og det var vist der jeg kom til at kalde hende psykopat. At gå på trapper lød fuldstændigt vanvittigt.
På afdelingen har man et træningsrum med en lille trappe på få trin og gelænder i begge side. Det gik faktisk OK med den rette teknik. Jeg kom både op og ned – flere gange.
“Så må vi hellere prøve en rigtig trappe,” lød det med et smil. Og det gjorde vi så.
På Aabenraa Sygehus har man mega-trapper. Mellem hvert plateau er 24 trin. Og med mig klamrende til gelænderet gik det opad og nedad. En stol gav lidt pause undervejs og nu kunne man for alvor tale om at det ikke kun var hjernen som blev træt. Men træningen løste et kæmpe problem. Ved siden af de hundredevis af trapper på sygehuset var mine egne 15 trin derhjemme til at forcere. Og sammen med træningen i, at komme ud af sengen var jeg pludselig meget bedre hjulpet.
Den 28. februar kom jeg hjem med Flextaxa men jeg gæster stadig sygehuset til kontroller.
Jeg kunne godt mærke at tiden for udskrivning nærmede sig. Og det var dejligt men også angstprovokerende. Der blev afholdt et skype møde, hvor alle de ledende fagpersoner på afdelingen deltog, ligesom Yvonne, min hustru. Og en hel masse fagpersoner fra Haderslev Kommune, som skulle ‘overtage’ mig. Det var både sygeplejerske, hjemmepleje, fysio- og ergoterapeuter, hjerneskade koordinator og Jobcenter. Det var faktisk lidt overvældende men også trygt.
Kommunen besigtigede vores hjem og synes det så noget problematisk ud, Så man valgte at tilbyde mig et ophold på Kong Frederik IX’s plejecenter, der er kommunens hjerneskade center. Det synes jeg var for meget, så vi enedes om at prøve at tilknytte mig det såkaldte ‘Fremskudte team’ i eget hjem. Kommunen leverede – før jeg kom hjem – en rampe (så jeg kunne komme ind og ud af huset, to rollatorer (en til hver etage) og en badebænk.
Én af mange fremragende ting ved Aabenraa Sygehus er maden. Sikke et udvalg og sikke en kvalitet. Her er godt gammeldaws øllebrød.
Ikke et ondt ord sagt om hverken min eller Yvonnes kogekunst, men afskeden med Aabenraa Sygehus var også afskeden med en helt fantastisk mad-plan. Patienterne kommer sig bedst når de spiser godt – og det gør man virkelig på Aabenraa Sygehus.
Jeg møder ganske ofte mennesker, som siger mindre pæne ting om Aabenraa Sygehus, og det gør de sikkert med god grund. Men for mit vedkommende var de otte dage på sygehuset, og de efterfølgende aftaler der, for at følge op, helt fantastiske. I har gjort en kæmpe forskel og jeg mødte så mange dygtige mennesker, som var super dedikerede til deres job, Danmark og danskerne skal være lykkelige for, at have jer når man ender i en krise, som jeg gjorde.
Der er endnu en ting ved Aabenraa Sygehus, som jeg vil fremhæve. Ikke at jeg selv har haft så stort behov, men når jeg har haft ventetid har jeg siddet og nydt at se ‘De blå veste’, det er et korps af frivillige – ofte ældre mennesker – som guider folk rundt, når de skal finde frem til deres afdeling. Sikke et vidunderligt syn. Glæde, imødekommenhed og venlighed. Og når der lige er lidt ro så kommer der orden i kørestole, rollatorer osv. Det var et frivilligt job jeg gerne ville have når jeg bliver voksen.
Peter på hjemmebane. Nu stabil men stadig lammet i ansigtet, højre arm og højre ben. Hjemme blev jeg mødt af Haderslev Kommunes Fremskudte Team.
Den 28. februar landede jeg så hjemme i Vojens. Det var min første tur i flextaxa. Siden har jeg brugt en formue på transport da jeg foreløbig har køreforbud i tre måneder (og heller ikke ville køre forsvarligt). Det er et stort gode at vi kan køre til reduceret pris og sikke mange flinke chaufører man møder. En enkelt gang har jeg endda kysset på en chaufør – det var Yvonne.
I begyndelsen var den ‘fremskudte’ indsats helt vild. Fire gange i døgnet kom en sygeplejerske og så til at jeg kunne foretage blodsukkermåling og insulin injektion. Desuden kom man og doserede min medicin, hjemmeplejen kom og tilbød vask og tilberedning af mad og meget mere. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det var skudt over målet. Bad og påklædning gik med lidt hjælp fra Yvonne, som også sørgede for mad. Blodsukkermåling og medicin fik jeg hurtigt styr på, så det går jo fint herhjemme.
Efter min hjemkomst er det hjerneskade centeret, Kong Frederik IX’s plejecenter, som står for min genoptræning
Det er fyssen på Aabenraa Sygehus, som har lagt planen for min genoptræning, men det er de meget dygtige mennesker på kommunens hjerneskadecenter, Kong Frederik IX’s plejecenter på Ribe Landevej, der står for det praktiske. Så der er jeg kommet tre dage om ugen siden jeg kom hjem.
Genoptræning er hårdt – virkelig hårdt. Både fysisk og psykisk. Fysisk fordi de træner os hårdt, og man spænder i hele kroppen når balancen skal holdes. Psykisk fordi man bliver frustreret over hvor lang tid det tager at lære basale ting. Og man ender bogstavelig talt på røv og albuer når man blive for modig. Men når jeg ser på mange af de andre, som kommer der, kan jeg godt se at det nok var billigt sluppet.
Naboerne på Skjoldsvænge i Vojens kunne nu møde en gammelfar på tur med sin rollator.
Også Kong Frederik IX har sine ‘psykopater’. Mit forløb er lagt i hænderne på en ergo- og en fysioterapeut. Sidstnævnte træner vi styrke og balance med. Førstnævnte har arbejdet meget med ‘energi forvaltning’, vigtigheden af pauser og planlægning af fremtiden. Og så har hun givet gode værktøjer til at genoplive min arm og hånd.
Drømmen om at vende tilbage hurtigst muligt, fik et nøk opad, da Peter for første gang besøgte den, midlertidigt lukkede, klinik.
Det har været. og er stadig, voldsomt hårdt at skulle undvære sin klinik og alle de fantastiske klienter. At vende tilbage er hver dag det brændstof som driver mig. Og det får ekstra power når Yvonne engang imellem tager mig med ind i klinikken for at vande blomster.
Jeg er naturligvis klar over at mange sikkert har fundet hjælp andetsteds, men jeg er også sikker på, at jeg snart kan vende tilbage og være med til at gøre en forskel.
Det var endnu et skiridt i den rigtige retning da Peter, for første gang, kom med ud at handle. Det var en udmattende men herlig oplevelse.
Én af de store trædesten på vejen tilbage var de jeg første gang kom med ud af handle. Der er næppe mange som forstår hvor hård en tur i Kvickly er. Ikke kun det fysiske i at bevæge sig med en højre side som ikke virker, men især det at bevæge sig rundt, hvor der er så mange indtryk. Man kan ikke blot kigge ned i gulvet. Man skal orientere sig og måske kommer der nogen og snakker. Faktisk er det god træning.
Det var lige dele fantastisk og rædselsvækkende da Peter skulle gå den første tur med krykke.
Det er inde ved træning at de store skridt tages. Jeg havde en tid trænet gang uden rollator. Selvfølgelig i en gangbarre, hvor man kan gribe fat når man vakler. Men jeg begyndte at kunne gå små afstandre kun med en krykke. Disse afstande vokser og vokser. Det er famlende og ustabilt, men det bliver bedre og bedre.
Senest er jeg begyndt at tage ind til træning uden rollator, kun med en krykke. Med mindre distancen er lang er jeg ikke længere afhængig af rollator.
Det er små skridt der blev taget, men de blev taget uden støtte. Der er meget lang vej endnu, men den er meget kortere end den har været.
Derhjemme, og hvor jeg ellers opholder mig, bruger jeg så heller ikke længere krykken. Indrømmet, billedet herover er til ære for fotografen, men faktisk har jeg gået den første (korte) tur uden brug af krykke. Min gang er stadig usikker og langsom men der arbejdes på at den bliver bedre.
Transporten til og fra klinikken skete med hjælp af en rollator. Men denne dag stod Peter atter i klinikken uden støtte. Dog kun for at vande blomster.
Også dette billede er til ære for fotografen men det viser at jeg er på vej. Også denne gang var jeg kun i klinikken for at vande mine blomster. Men jeg STOD op – uden rollator og krykke.
Èn af de ting som forsvandt de blodproppen slog til, var håndskriften. Det er underligt at skulle lære at skrive igen. Måske den nye håndskrift bliver pænere end den gamle.
Okay, jeg har aldrig haft en køn håndskrift, men jeg har dog haft en håndskrift. Og jeg har kunnet skrive på computeren og telefonen. Det hele forsvandt da blodproppen ramte.
Siden er disse færdigheder blevet trænet. Og jeg rammer forkerte taster når jeg skriver på computer og telefon men færre og færre. Og min håndsrift er som en forholdsvis talentfuld 3. klasses elev. Og også den er på vej. Nu kan jeg da nogenlunde skrive under på ting.
For et menneske, som aldrig har fået medicin – ikke engang en vitaminpille – er der kommet andre ‘kager på bordet’. Sådan ser menuen ud.
Der arbejdes på at kunne vende til normal- og arbejdslivet på en god og forsvarlig måde. Men ikke meget bliver som før. Meget af den medicin jeg får skal jeg have i årevis – måske resten af livet. Og kost, motion og livsstil skal have en ny prioritering. Alt dette bliver der lagt planer for i løbet af de næste uger. Og efter påske håber jeg at kunne løfte sløret for en åbning.
Seneste nyt: Umiddelbart efter påske kommer der en plan for, hvordan jeg genåbner klinikken. Der er både læger, fysio- og ergoterapeuter som bestemmer, og en sygemeldings lovgivning der skal overholdes. Men hold da op hvor jeg glæder mig.
Sådan ret praktisk er første halvdel af maj nedlukket i onlinebooking for ikke at lave for meget uorden. Men den bliver selvfølgelig lukket op når jeg kan.