Da Jennifer kom ind af døren til klinikken kunne man bare se hvor plaget hun var. Hun kunne stort set ikke hænge sammen og da jeg bad hende fortælle hvordan hun havde det, begyndte hun at græde.
Og der var ikke noget at sige til. Hovedpinen havde stået på i foreløbig tre døgn. Og sådan er det ofte.
-Jeg har ikke sovet, og jeg kan ikke tænke. Jeg er bange for at der er noget alvorligt galt, men det siger lægerne at der ikke er. De siger det er spændingshovedpine men kan det virkelig være så voldsomt, siger hun.
Og ja, det kan det. Når det bliver så vildt som hos Jennifer. Faktisk var hun helt fastlåst helt fra lænden, op af ryggen, i brystkassen på både for- og bagside, skuldre, nakke, hals, ansigt og hovedbund. Alt var imod hende. Mange spændinger kommer af at musklerne trækker imod hinanden og derfor kun bliver værre i takt med, at Jennifer får mere og mere ondt.
Vi løsnede op om snakkede meget grundigt om, at vi skulle bruge et par gange på at komme i bund, fordi det er hårdt for kroppen at behandle sig selv. Den spændte brystkasse har gjort Jennifers vejrtrækning meget begrænset, og spændinger i halsen gav hende fornemmelsen af, at hun ikke kunne trække vejret, hvilket gav en panik-agtig reaktion.
Man kunne godt mærke at det gavnede Jennifer meget, at hun kunne mærke at de forklaringer jeg kom med, passede med hendes smerter. Og vi besluttede at vi skulle bruge nogle nåle til at få hende til at slappe om. Da hun gik hjem var hun meget træt men også meget lettet.
Jennifer har været hen tre gange med en uges mellemrum og yderlige et par gange med 2-3 ugers mellemrum. Og hun virker sund og stærk. Og smertefri.