
Selv om man kan vænne sig til meget, så er det alt for indvaliderende at have så mange maveproblemer, som Luna. Hun har ikke en dag uden smerter og problemer.
-Alt er noget møg. Enten har jeg forstoppelse eller tynd mave. Så bliver jeg oppustet eller får mavekrampe. Og når jeg har min menstruation går den helt amok. Så ligger jeg på WC gulvet, helt sammenkrøllet, og græder, fortæller hun.
Luna har naturligvis været ved lægen – flere gange. Og hun været igennem en undersøgelse, hvor hun fik en slange ned igennem halsen. Sygdomme som Morbus Crohn og mavesår er udelukket. Diagnosen er derfor ‘Irritabel tyktarm’, og det er ikke en diagnose som Luna har haft meget glæde af.
Luna er ikke vant til at blive taget alvorligt, og hun blev lidt provokeret da jeg sagde at der faktisk var nogle positive ting i hendes historik. Men det er faktisk rigtigt. Det er positivt at der ikke var fundet sygdomme og sammenhængen med menstruationen kunne også vise sig positiv. Det er fordi det giver os flere ‘værktøjer’ at arbejde med.
Da vi fik kigget på Luna var hendes krop da også helt forspændt og udmattet. Mange af de balancer vi alle har i vores krop, var meget forspændt hos Luna. Og de meget fine og sensitive muskler i tarmsystemet blev meget stresset af de store muskler i mave, hofte og underliv. Muskler som i stor udstrækning går i krampe især omkring menstruation og ægløsning. Og derfor fik Luna flere sæt uudholdelige smerter på samme tid.
Vi kunne ret hurtigt se effekten af massage på de vigtigste spændinger, og da Luna hurtigt tog udspændings øvelserne, som vi lavede, til sig, kom der skred i det. Og et vigtigt ‘tredje ben’ i indsatsen blev akupunktur. I det som hedder ‘Master Tungs Points’ findes en meget stærk protokol (opskrift) på behandling af tarmen. Med tre nåle i hver underarm fik vi virkelig løftet Luna, som i takt med at det blev bedre, fik mere og mere tro på det.
Hvor det ender for Luna ved vi ikke. Hun kommer stadig en gang imellem. Men hun er et helt helt andet sted. Hun er glad og stolt over hvad hun har kunnet gøre med sin krop.